At forberede sig på, at et familiemedlem skal flytte ind på et botilbud, er en af de mest følelsesmæssigt krævende processer, en pårørende kan stå over for. Det er en beslutning, der ofte kommer efter år med intensiv omsorg, bekymring og kærlighed, og den kan vække et bredt spektrum af følelser: lettelse, sorg, skyld, usikkerhed og håb om et bedre liv for ens nærmeste. At navigere i denne proces kræver både praktisk forberedelse, følelsesmæssig bevidsthed og et godt samarbejde med de fagpersoner, der fremover vil spille en central rolle i familiemedlemmets hverdag.
At forstå sine egne følelser som pårørende
Inden man overhovedet begynder at tænke på de praktiske aspekter af en flytning, er det vigtigt at anerkende de følelser, der opstår i forberedelsesprocessen. Mange pårørende oplever en form for ambivalens, der kan være svær at sætte ord på. På den ene side ved man måske dybt inde, at botilbuddet vil give familiemedlemmet bedre rammer, mere struktur og professionel støtte end det er muligt at tilbyde i hjemmet. På den anden side kan skyldfølelsen melde sig, spørgsmålene om man svigter, om man giver op, eller om man har gjort nok.
Disse følelser er ikke tegn på svaghed. De er tegn på kærlighed og dyb engagement i et andet menneskes liv. Det er vigtigt at give sig selv lov til at mærke dem og om muligt dele dem med andre, hvad enten det er med en partner, en ven, en psykolog eller andre pårørende, der har stået i samme situation. Mange oplever, at den skyld og sorg, de følte inden flytningen, gradvist afløses af lettelse og glæde, når de ser, hvordan deres familiemedlem trives i de nye rammer.
Den indledende fase: at lære tilbuddet at kende
En af de vigtigste ting, man kan gøre som pårørende, er at investere tid i at lære det kommende botilbud grundigt at kende, inden flytningen finder sted. Det handler ikke blot om at besøge stedet og se de fysiske rammer, selvom det selvfølgelig er vigtigt. Det handler om at få en fornemmelse af kulturen, menneskene og de værdier, der præger hverdagen.
Spørg om at møde det personale, der vil arbejde tættest med dit familiemedlem. Spørg om at se, hvordan en typisk dag ser ud, og hvilke pædagogiske metoder der anvendes. Spørg om, hvordan botilbuddet håndterer udfordringer og konflikter, og hvad tilgangen er, når beboerne har en svær dag. Det er legitime og vigtige spørgsmål, og et godt botilbud vil besvare dem åbent og imødekommende.
HabitusHuset Gødstrup er et eksempel på et botilbud, der er indrettet med borgernes privatliv og velvære i centrum. Den gamle renoverede gård huser otte private lejligheder, der alle har eget bad og toilet samt tekøkken, og fem af lejlighederne har direkte udgang til terrasse. Det naturskønne og støjsvage område med udsigt over frodige marker danner en rolig og tryg ramme for hverdagen, og den fysiske indretning sikrer, at alle beboere har mulighed for at trække sig tilbage til deres eget private rum, mens fællesarealerne og de fælles gangarealer binder fællesskabet naturligt sammen.
At forberede dit familiemedlem på flytningen
Uanset diagnose og funktionsniveau er det afgørende, at det familiemedlem, der skal flytte, forberedes på skiftet i et tempo og på en måde, der passer til netop ham eller hende. For mange borgere med autisme og udviklingsforstyrrelser er forandring en af de største udfordringer, de møder i livet. En pludselig og uforberedt flytning kan udløse angst, regression og mistillid til omgivelserne, der kan tage lang tid at genopbygge.
En god forberedelse kan indeholde mange elementer. Fotografier af det nye hjem, den nye stue, soveværelset og de fælles arealer kan hjælpe borgeren med at danne sig et mentalt billede af, hvad der venter. Besøg på botilbuddet inden flytningen giver mulighed for gradvist at vænne sig til de nye omgivelser, ansigterne og lugten af et nyt sted. Sociale historier, der beskriver, hvad der vil ske på flytningsdagen og i dagene derefter, kan reducere angsten for det ukendte.
Det er vigtigt, at forberedelsen ikke sker på én gang, men strækkes ud over en periode, der giver borgeren tid til at bearbejde og tilpasse sig. Gentagne besøg, klare og tydelige forklaringer og en åben kommunikation om, hvad flytningen indebærer, er alle med til at gøre overgangen tryggere og mere håndterbar.
Samarbejdet med kommunen og visitation
Flytningen til et botilbud forudsætter en formel visitation fra kommunen, og for mange pårørende er dette en proces, der kan føles langsom, bureaukratisk og til tider frustrerende. Det er dog vigtigt at forstå visitationsprocessen som en nødvendig kvalitetssikring, der sikrer, at det tilbud, borgeren visiteres til, matcher hans eller hendes behov og at kommunen tager det nødvendige ansvar for finansieringen.
Som pårørende har man ret til at blive inddraget i visitationsprocessen og til at bidrage med viden om familiemedlemmets behov, ressourcer og særlige hensyn. Det er en god idé at forberede sig grundigt til møder med kommunen ved at nedskrive de observationer og erfaringer, man har gjort sig over tid. Jo mere konkret og detaljeret den viden er, man bringer med ind i møderne, jo bedre grundlag er der for at træffe den rigtige beslutning.
Vær ikke bange for at stille spørgsmål og for at bede om yderligere forklaring, når noget er uklart. Kommunens afgørelser skal begrundes, og man har som pårørende ret til at klage over afgørelser, man er uenig i. Et godt samarbejde med kommunen bygger på åbenhed, gensidig respekt og en fælles forpligtelse over for borgeren.
Praktisk forberedelse af selve flytningen
Når beslutningen er truffet og datoen nærmer sig, begynder de praktiske forberedelser. For borgere med autisme og sansebearbejdningsvanskeligheder er det særlig vigtigt, at den nye bolig gøres så genkendelig og tryg som muligt fra første dag. Det betyder, at man med fordel kan medbringe kendte og kære ejendele fra det tidligere hjem: møbler, puder, billeder, legetøj eller andre genstande, der lugter og ser ud som hjemme.
Indretningen af den nye bolig bør så vidt muligt afspejle det, borgeren kender og holder af. Hvis vedkommende har haft en bestemt yndlingsplads i sofaen derhjemme, kan man overveje at indrette den nye stue, så der skabes et tilsvarende hjørne. Hvis der er bestemte farver, teksturer eller belysningsforhold, borgeren trives med, bør disse integreres i indretningen af det nye hjem fra starten.
Det er ligeledes vigtigt at overveje, hvad der skal transporteres hvornår. At flytte alt på én gang kan virke overvældende. Mange pårørende og fagpersoner anbefaler en gradvis indfasning, hvor borgeren først begynder at opholde sig på botilbuddet i kortere perioder, mens hjemmet stadig er intakt, og den egentlige flytning finder sted over en periode frem for på én enkelt dag.
De første uger på botilbuddet
De første uger efter en flytning er en sårbar og vigtig periode. Borgeren skal vænne sig til nye mennesker, nye rutiner og en ny fysisk ramme, og det tager tid. Det er normalt at opleve en tilpasningsreaktion i form af uro, søvnproblemer eller regression i kompetencer, der ellers har været etablerede. Disse reaktioner er ikke tegn på, at flytningen var en fejl. De er tegn på, at nervesystemet er i gang med et stort tilpasningsarbejde.
Som pårørende er det vigtigt at holde hyppig men ikke overvældende kontakt med botilbuddet i den første periode. Aftal med personalet, hvordan I bedst kommunikerer, og hvad der er de mest hensigtsmæssige former for dine besøg i opstartsfasen. Nogle borgere har godt af hyppige besøg fra familien i begyndelsen. Andre har brug for en kortere periode med lidt afstand, så de kan danne nye relationer og rutiner uden at blive for trukket i to retninger.
Lyt til personalets faglige vurderinger i denne periode, selv om det kan være svært at høre, at færre besøg måske er det bedste for dit familiemedlem lige nu. Det handler ikke om at udelukke familien, men om at give borgeren de bedste betingelser for at lande i det nye hjem.
At bygge en tillidsfuld relation til personalet
En af de vigtigste investeringer, du kan gøre som pårørende, er at opbygge en tillidsfuld og respektfuld relation til det personale, der arbejder på botilbuddet. Det er de mennesker, der vil tilbringe den største del af hverdagen med dit familiemedlem, og deres kendskab til og omsorg for borgeren er af afgørende betydning for trivsel og livskvalitet.
Vær åben og generøs med den viden, du har om dit familiemedlem. Del observationer om, hvad der virker, hvad der er svært, hvilke triggere der kan udløse stress, og hvilke aktiviteter der bringer glæde. Personalet har den faglige viden og erfaring, men du har den unikke og dybe personkendskab, som ingen kan erstatte. Når den viden kombineres med den faglige indsats, skabes der de bedste betingelser for et godt samarbejde til borgerens bedste.
Vær også åben for, at du måske vil opleve, at personalet håndterer situationer anderledes, end du ville have gjort derhjemme. Det behøver ikke at betyde, at nogen af metoderne er forkerte. Det kan betyde, at der er forskellige veje til det samme mål, og at den faglige tilgang på botilbuddet er tilpasset den specifikke kontekst og de kompetencer, personalet råder over.
Pårørenderollen efter flytningen
Flytningen til et botilbud markerer ikke et ophør af din rolle som pårørende. Den markerer en forandring af den. Mange pårørende oplever, at de efter en periode med intensiv praktisk omsorg omsider får mulighed for at genetablere den relation til deres familiemedlem, de måske har savnet. Når de daglige opgaver med hjælp til personlig hygiejne, medicin og praktiske gøremål varetages af professionelle, kan familiebesøgene i stedet fyldes med det, der altid har ligget i relationens hjerte: nærvær, kærlighed og fælles oplevelser.
Den pårørende rolle på et botilbud handler om at være borgerens stærkeste fortaler, om at deltage aktivt i samarbejdet med personale og kommune og om at fejre de fremskridt, der opnås undervejs. Det handler om at holde fast i det menneskelige og personlige kendskab til sin nærmeste, som ingen fagperson kan erstatte, og om at bidrage med det til et fællesskab, der arbejder mod det samme mål: et godt liv for det menneske, I alle holder af.
En ny begyndelse for hele familien
En flytning til et botilbud er sjældent en nem beslutning, og processen frem mod den kan være lang og fuld af tvivl. Men for mange familier viser det sig med tiden at have været det bedste valg, de kunne have truffet. Ikke fordi det løser alle udfordringer, men fordi det skaber de rammer, hvor det er muligt at trives, udvikle sig og leve et liv med mening og værdighed.
For borgeren er det en mulighed for at leve i et specialiseret miljø, der er indrettet til netop hans eller hendes behov, omgivet af kompetent personale og et fællesskab af mennesker med lignende erfaringer. For familien er det en mulighed for at lægge den tunge rygsæk af konstant bekymring fra sig og i stedet nyde den tid, man tilbringer sammen, på en ny og frigjort måde. Det er en ny begyndelse, ikke et farvel.
Vær den første til at kommentere